Darwins sande budskab: har du overset det?

af Carl Wieland
oversat af Lars Poulsen

Photo by Kathy Chapman online, Wikipedia.org

Harvards berømte professor, Stephen Jay Gould¹, er en energisk antikreationist (og Marxist – se dokumentation), og måske den mest velinformerede om evolutionstænkningens historie, og frem for alt Darwinist.

Det glæder mig at han og jeg er enige om mindst én ting – den sande betydning af ”Darwins revolution”. Og vi er begge enige om at det er en betydning som størstedelen af verdens befolkning i dag, næsten halvandet århundrede efter Darwin, ikke ønsker at se i øjnene. Gould hævder at Darwins teori er anti-plan, anti-formål, anti-mening (med andre ord, så er det ren filosofisk materialisme). Desuden hævder han, at Darwin selv var klar over dette, og at det var’sådan han ville have at det skulle være.

Med ”materialisme” mener han ikke trangen til at besidde flere og flere materielle ting, men den filosofiske overbevisning, at stof er den eneste realitet. I dette trossystem producerede stof alle ting, når det blev overladt til sig selv, inklusive den menneskelige hjerne. Den hjerne opfandt efterfølgende ideen om det overnaturlige, om Gud, om evigt liv, og’så videre.

Det synes indlysende at kristne, der ønsker at indgå et kompromis med evolutionslæren, og specielt dem der opfordrer andre til at gøre det samme, ikke ønsker at se den sande betydning af Darwinismen i øjnene. Sådanne ”teistiske evolutionister” tror at de kan acceptere evolutionens ”baby” (og dermed redde skindet i verdens øjne), mens de smider ”materialismens badevand” ud. Jeg vil ikke her gå ind i de mange grunde til at ideen om evolution/lange geologiske tidsaldre er’så nedbrydende for det bibelske evangelium² (selv om evolution kunne opfattes som en eller anden guds plan og formål).

Mit formål er (som Goulds, men med et andet motiv), at gøre mennesker opmærksomme på denne meget almindelige filosofiske blinde vinkel, denne afvisning af hvad Darwin i virkeligheden var ude på. Hvorfor er det’sådan, som Gould også pointerer, at selv blandt ikke-kristne der tror på evolution, ønsker størstedelen ikke at indse den totale planløshed indeholdt i Darwins teori? Fordi de’så ikke længere vil være i stand til at trøste dem selv med følelsen af, at der er en eller anden form for plan eller formål med vores eksistens.³

Den normale tro blandt disse mennesker (samtidig med at de accepterer evolution) er en eller anden ulden overjordisk, flydende gud-essens – mere i stil med Star Wars ”må Kraften være med dig”, end Skriftens personlige Gud. De finder en eller anden form for trøst i en svag tro på muligheden for et liv efter døden, hvilket forklarer film som Flatliners og Ghost.⁴

Gould synes dybt at beklage disse populære ideer som uheldige, ulogiske og unødvendige kulturelle diller. Hans udgangspunkt er, selvfølgelig, at evolutionen er sand. Han ved at Darwins sande budskab er, at ”der er ikke noget derude – kun organismer i kamp for at videregive deres gener til den næste generation. Det er det hele.” Og i’så fald er det tid for mennesker til at forlade de trøstende eventyrfortællinger og vågne op til evolutionens materialistiske implikationer.

Jeg anser også sådanne ideer (om et højere kosmisk formål i en Darwinistisk verden, om et liv efter døden uden troen på eksistensen af Bibelens hellige Gud) som tragiske fabler, men af andre grunde. De leder mennesker væk fra de livsvigtige sandheder der er åbenbaret i Skriften, de uomtvistelige facts der er kommunikeret ud af universets skaber. Det er også tragisk at bekendende kristne kan blive ført bag lyset på en måde’så de tilegner sig en filosofi (evolution) der står i’så skærende kontrast til Kristendommens kerne, og som har gjort’så stor skade på kirken og samfundet.

Op AD stigen

Som bevis for dette omfattende ønske om at se formål og plan i evolutionens planløshed, peger professor Gould på den overvældende tendens blandt evolutionstroende på alle uddannelsesmæssige niveauer, til at se Darwins budskab som fremskridt. Evolution bliver ofte illustreret (selv på omslaget af nogle oversættelser af Stephen Goulds bøger, til hans store ærgrelse) som en ”stige af fremskridt” eller lignende.

Hvorfor dette?

Tænk engang. Hvis evolution er sand, så er mennesket først ankommet på scenen i slutningen af en næsten uendelig lang kæde af hændelser. For eksempel ville det have taget 99,999% af universets historie at nå til mennesket. Efter at livet er opstået vil to tredjedele af dets historie ikke nå over bakterie stadiet, og halvdelen af den resterende tid forbliver det på det encellede stadie! For at undgå det indlysende (hvilket er, at i et’sådant evolutionsunivers, har mennesket ikke nogen mulig betydning, og kom bare helt tilfældigt på banen), har vores kultur, argumenterer han, set disse enorme tidsaldre som en eller anden form for forberedelsesperiode for menneskets endelige ankomst. Dette fungerer hvis man klynger sig til ideen om fremskridt. Universet, og senere organismer, blev bare ”bedre og bedre”, indtil vi endelig kom på banen.

Gennemhulle myter

Men, der er ikke den mindste antydning af denne populære mytologi om ”evolution-som-fremskridt” i Darwins ”store idé”. Variation sker tilfældigt. De organismer der, tilfældigt, tilpasser sig deres lokale omgivelser mere effektivt, og dermed har en bedre chance for at videregive deres gener til næste generation, vil blive foretrukket af den naturlige udvælgelse. Det er det hele. I teorien er giraffen der udvikler en lang hals, ikke en bedre giraf – det er bare en giraf med en længere hals. Hvis der sker en ændring i omgivelserne kan denne lange hals lige’så godt være en ulempe.

Der er derfor ikke noget ”uundgåeligt” over menneskets fremkomst, eller over intelligente selvbevidste væsener for den sags skyld. Til Goulds kommentarer, vil jeg lægge min egen holdning, at det er denne tro på evolutionen som værende en ”fremad og opad” kraft der ledte til os, og derefter til større intelligens som noget historisk uundgåeligt, der gør dedikerede evolutionister’så sikre på at der må være intelligente liv et sted derude.

Radikal

Image wikipedia.org

Men går Gould ikke for vidt, når han påstår at Darwin vidste hvor radikalt anti-Gud hans filosofi var? Var han ikke bare en venlig lille naturforsker, der var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og som blev overbevist af det han’så på Galapagos?

Forkert hele vejen rundt. Hvis det følgende lyder for revisionistisk, så husk på at Gould (en ubestridt intellektuel kæmpe der har studeret dette meget grundigt) ikke er alene om hans konklusioner, og at han har haft adgang til ikke offentliggjorte notesbøger af Darwin fra Darwin var en ung mand. Det viser sig at:

1. Myten om den ”venlige langsomt opfattende naturforsker der tilfældigvis faldt over evolutionen” blev fostret af en selvbiografi Darwin skrev som en bevidst selvudslettende moralsk prædiken for hans børn, en selvbiografi der ikke skulle udgives. Det var en helt normal viktoriansk ting at gøre. Hans notesbøger fortæller en helt anden historie om en ambitiøs ung mand, der vidste at han besad en af de mest radikale ideer i’tænkningens historie.
   
2. Darwin fik ikke sine ideer fra Galapagos finkerne – Gould siger endda at ”det er tydeligt at han ikke vidste de var finker”. Om Galapagos skildpadderne siger han at Darwin ”også overså den historie, og først rekonstruerede den senere”. Fik han det ved at observere resultaterne af dyrenes avl? Peter Bowler, der skriver i Nature (Vol. 353, 24. oktober, 1991, s. 713) siger at ”mange accepterer nu at Darwins analogi mellem kunstig og naturlig udvælgelse var et produkt af at se tingene i bakspejlet”. Så, hvor kom ideen fra?
   
   Forud for hans berømte ”indsigt” tilbragte Darwin måneder med at studere Adam Smiths økonomiske teorier. Ifølge Smiths ekstreme fri-markeds syn, skulle individets kamp for personlig vinding i et frit marked (for eksempel ved at eliminere ineffektive deltagere) medføre en ordnet og effektiv økonomi. Selv om der ikke er noget der styrer den, er det som om der er en ”usynlig ledende hånd”. ”Fordelene kommer som et tilfældigt biprodukt af denne selviske kamp.”
   
   Det er naturligvis ikke vanskeligt at se hvor Darwin tilførte denne ide til naturen. Det tilsyneladende design og den naturlige orden er tilfældige bivirkninger fra den selviske kamp om at efterlade sig mere afkom.
   
3. Hvorfor ventede Darwin 20 år med at offentliggøre sine resultater? Det var ikke på grund af hans beskedenhed (endnu en myte som Gould piller fra hinanden), så det er tydeligt at han var bange for at røbe noget.
   
   Var det på grund af hans tro på evolutionen selv? Nej. Evolution var et temmelig almindeligt koncept på Darwins tid. Det var på grund af den bombe han vidste der lå bag hans teori, nemlig dens modbydelige radikale materialisme. Han vidste som ung, at han havde ”nøglen til en af de store reformerende ideer i historien der systematisk ville omformulere enhver disciplin fra psykologi til historie.”⁵
   
4. Det er sandsynligt at dette angreb på design havde meget at gøre med en reaktion imod Kaptajn Fitzroy⁶ på Beagle. Kaptajnens syn på stort set alle politiske emner var diametralt modsat Darwins. For eksempel var Darwin en ivrig tilhænger af slaveriets ophævelse, hvorimod Fitzroy mente at slaveriet var godt. Tilsyneladende kunne den gode kaptajn tale godt og længe om Paley’s argument for design⁷, og brugte dette til at retfærdiggøre mange af hans ideer. Der var sandsynligvis ikke noget der kunne anrette større skade å Paley’s argument end Darwins overbevisende koncept om, at design er en tilfældig bivirkning af ellers tilfældige forandringer.⁸
   
5. Darwin vidste at hans opfattelse, den totale planløshed, ikke på nogen måde kunne involvere en bevidst fremadskriden, hvilket er den romantiserede udgave af evolution der afholdes af’så mange af den tilhængere i dag (især teister). Faktisk er det sandsynligt at dette er årsagen til at han ikke selv brugte ordet ”evolution” før i hans sidste bog i 1881, hvor han gav efter for den populære term der var blevet tilføjet hans ideer. Den almindelige betydning af ”evolution” dengang var underforstået udvikling. I et brev til palæontologen Hyatt, skrev Darwin:
   

   ”… jeg kan ikke komme udenom den konklusion, at der ikke findes nogen iboende tendens til udvikling ”

6. Darwins afslappede sidebemærkning om en ”skaber” i tidligere udgaver af ”Arternes Oprindelse”, synes at have været en taktik for at blødgøre implikationerne af hans materialistiske teori. Ernst Mayr’s nye bog om Darwin, One Long Argument: Charles Darwin and the Genesis of Evolutionary Thought, Harvard 1991, anerkender også at Darwins referencer til formål var for at berolige både publikum og hans hustru. Hans tidlige private notesbøger viser at hans materialisme var godt etableret. For eksempel, i en af dem tiltaler han sig selv som ”Åh, din materialist!” og siger, ”Hvorfor er tanken, dette hjernens sekret, mere vidunderlig end tyngdekraften som en stoflig egenskab?” Det er klart at han allerede på det tidspunkt troede at ideen om et separat åndeligt rige var nonsens, som det fremgår når han advarer sig selv mod at afsløre sin tro:
   

   ”for at undgå at sige hvor dybt jeg tror på materialismen, sig da kun at følelser, instinkter, arvelige talenter er’således fordi barnets hjerne ligner forældrenes.”

I 1837, da Darwin blot var 28 år gammel, skrev han i en privat notesbog som svar på Platos tro på at vor fantasi stammer fra sjælens præeksistens, ”læs aber i stedet for præeksistens”. Han synes at have været voldsomt imod Alfred Wallaces antydning af en ”guddommelig vilje” bag menneskets udvikling.⁹

For at opsummere, så var Darwin fuldt ud klar over at hans ide var et frontal angreb på selve ideen om at der stod en intelligent designer bag verden. Faktisk kan han meget vel have formuleret den med præcis det formål. Ideen om et åndelige rige adskilt fra stof, synes at have været bandlyst for ham allerede som ung mand. Den primære inspiration for hans teori om naturlig udvælgelse kom ikke fra observation af naturen. Måske er det ikke tilfældigt at hans skriverier også afslører glimt af en specifik antipati mod Gud og Bibelen, ikke mindst omkring Guds ret til at dømme ikke-troende i evigheden.

Darwin vidste, og næsten alle verdens førende studerende i hans ide ved, at tro i hans koncept ganske enkelt udtales materialisme med stor ”M”. Ideen om at der ikke er nogen designer, intet formål, ingen ledende intelligens, ingen progressiv plan – alle disse er ikke bare indskydelser som følge af Darwins evolution, men selve kernen i den. Accepter Darwins ”baby”, så har dette ”badevand” en grim vane med at følge, sådan som den drastiske tilbagegang blandt evolutions kompromitterende kirker viser.

Man kan kun bede om at flere og flere evolutions-kompromittører i i kirken begynder at se den giftige kerne i den frugt de ikke bare selv sluger, men også opmuntrer andre til at acceptere. Og at mange af dem der står udenfor Kristus vil indse at der ikke er noget formål i en evolutionær verden. Uanset hvad, så er der’så mange beviser imod evolutionen i dag. Livets sande mening kan kun findes gennem Jesus Kristus, den ikke-evolutionære, mirakel-arbejdende 1. Mosebogs skaber, hvis evige Ord er sandt fra begyndelsen af.