Darwins glidetur mod vantroen

by John M. Brentnall and Russell M. Grigg

Charles Darwins tanker og skriverier om evolution og naturlig udvælgelse fik ham til at afvise beviserne for Gud i naturen og i sidste ende til at fornægte Bibelen, Gud og den kristne tro.

Tidlig religiøs indflydelse og tanker

Darwin manglede ikke religiøs indflydelse i sin ungdom. Døbt i den Anglikanske kirke og opvokset med sin mors Unitarianisme, blev den unge Charles opdraget til at bede. Han plejede at løbe den mil der var fra hjemmet til skolen, om hvilket han skrev, ”Ofte måtte jeg løbe meget hurtigt for at komme til tiden, og da jeg var en hurtig løber, havde jeg i det store og hele succes med det. Men når jeg var i tvivl bad jeg oprigtigt til Gud om at hjælpe mig, og jeg husker at jeg tilskrev min succes til disse bønner og ikke mit hurtige løb, og jeg forundredes over hvor ofte jeg blev hjulpet”.¹

Image Wikipedia

Charles Darwin

Han sprang fra medicinstudierne efter to år i Edinburgh, og hans far foreslog ham at blive præst i den Anglikanske kirke. Charles var ikke sikker på at han kunne acceptere alt i Church of Englands 39 artikler. Men senere skrev han, ”Jeg kunne godt lide tanken om at blive præst på landet. Derfor læst jeg med stor omhu ”Pearson on the Creed” (Pearsons bog om tro - o.a.) og andre teologiske bøger. Og da jeg ikke dengang betvivlede den nøjagtige og bogstavelige sandhed af ethvert ord i Bibelen, fik jeg snart overbevist mig selv om at vores tro skulle fuldt ud accepteres”.²

Gennem sine tre år på de teologiske studier ved Christ’s College, Cambridge, blev han meget imponeret af Paleys Evidences of Christianity (Beviser for kristendommen - o.a.) og hans Natural Theology (Naturlig Teologi - o.a.) (der argumenterer for Guds eksistens på baggrund af design). Han mindes, ”Jeg kunne have skrevet hele bogen om ”Evidences” til mindste detalje, men naturligvis ikke i Paleys klare sprog”,³ og, ”Jeg tror ikke jeg nogensinde har beundret en bog mere, end jeg beundrede Paleys ”Natrual Theology.” Jeg kunne den næsten udenad”.⁴I et kondolencebrev til en efterladt daværende ven, skrev han ”så ren og hellig en trøst som Bibelen tilbyder”, sammen med ”hvor ubrugelig alle venners sympati må synes”.⁵

Hans intention om at blive præst blev aldrig ”opgivet formelt, men døde en naturlig død”, skrev han da han forlod Cambridge for at tage med HMS Beagle som ubetalt naturforsker.⁶ Men den religiøse indflydelse i hans liv blev ikke mindre. Hans officielle position var som kaptajnens ledsager, og i løbet af de næste fem år hørte Darwin regelmæssigt Bibelen læst og udlagt. Kaptajn Robert FitzRoy var en dybt religiøs mand der troede på hvert eneste ord i Bibelen og personligt afholdt gudstjeneste hver søndag, hvori deltagelse fra alle ombord var obligatorisk. Darwin huskede senere sin egen ortodokse dogmatik når han, i diskussion med nogle af officererne, meget til deres morskab citerede Bibelen som ”en vis moralsk autoritet”.⁷ Og i Buenos Aires bad han og en anden officer en præst om at forrette nadveren for dem før de drog ud i Tierra del Fuegos vildnis.⁸

Skridtet mod vantroen

På trods af den religiøse indflydelse i hans liv, begyndte Darwins tro at forfalde, da han tvivlede på sandheden af 1. Mosebogs første kapitler. Denne uvillighed til at acceptere at Bibelen mener hvad den siger, begyndte sandsynligvis med, og var helt sikkert under stor indflydelse af, hans læsestof på sørejsen - det nyudgivne første bind af Charles Lyell’s Geologiske principper (andet bind, der blev udgivet efter at Beagle havde forladt England, blev sendt til Darwin i Montevideo). Dette var en revolutionerende bog på sin tid. Den gjorde grin med tanken om en nylig skabelse til fordel for en gammel jord, og benægtede at Syndfloden var verdensomspændende - hvilket, naturligvis, også var en benægtelse af guddommelig dom. På baggrund af James Huttons udtalelse om, at alle naturlige processer er fortsat som de var fra begyndelsen (2. Peter 3:4), eller ‘uniformitarianisme’, blev Darwin forsynet med den tidsramme med enorme geologiske tidsaldre, der var nødvendig for, at få hans teori om naturlig udvælgelse som evolutionens mekanisme til at ‘fungere’. En af Darwins levnedsskildrere kalder Charles’ læsning af denne bog for ‘punktet hvor han forlod ortodoksien’.⁹ Og da Lyell døde i 1875, sagde Darwin, ‘Jeg vil aldrig glemme, at næsten alt hvad jeg har udført af videnskab, skylder jeg studiet af hans fantastiske arbejde’.¹⁰

Det var uundgåeligt, at jo mere Darwin overbeviste sig selv om, at arternes oprindelse var tilfældig, og udviklet gennem en lang række gradvise ændringer, jo mindre kunne han acceptere ikke bare 1. Mosebogs optegnelser om skabelsen, men også resten af Det gamle testamente som Guds inspirerede ord. I hans selvbiografi skrev Darwin, ‘I løbet af denne tid, 1836 til 1839, kom jeg gradvist til den erkendelse, at man ikke kan stole mere på Det gamle testamente, end man kan på Hinduernes hellige bøger, eller en hvilken som helst barbars tro’.¹¹

Da Darwin skulle skrive videre på sine notater fra hans videnskabelige undersøgelser, stod han overfor et valg. Han kunne tolke det han havde set, enten som bevis for 1. Mosebogs beretning om overnaturlig skabelse, eller som bevis for naturalisme, i tråd med Lyell’s teori om lange tidsaldre. Han valgte det sidste - at alt i naturen er blevet til gennem tilfældig, ikke-styret formålsløshed frem for at være et resultat af guddommelig styret, meningsfuld vilje,¹² og efter adskillige år, i 1859, var hans Arternes Oprindelse¹³ resultatet. Undervejs, i 1844, skrev han til sin ven, Joseph Hooker, ‘Jeg er næsten overbevist … om at arter ikke er (det er næsten som at tilstå et mord) uforanderlige’. Angående dette, skriver John Taylor, ‘Mange kommentatorer har pointeret at det ”mord” han talte om, var mordet på Gud’.¹⁴

Efter således at have taget afstand fra Det gamle testamente, afskrev Darwin også evangelierne. Dette tab af tro, var baseret på forskellige faktorer, inklusive hans afskrivning af mirakler: ‘jo mere vi kender til naturlovene, jo mere utroværdige bliver mirakler’; hans afskrivning af evangelisternes troværdighed: ‘datidens mennesker var uvidende og godtroende i en grad der næsten er uforståelig for os’; hans afvisning af hændelser beskrevet i evangelierne: ‘der er for store forskelle i mange vigtige detaljer, alt for vigtige syntes det mig, til at de kan tilskrives de sædvanlige uoverensstemmelser mellem øjenvidner’. For at opsummere ovenstående skrev han, ‘gennem sådanne overvejelser … er jeg gradvist kommet i tvivl om kristendommen som en guddommelig åbenbaring’.¹⁵ Ved en anden lejlighed skrev han, ‘Jeg opgav ikke kristendommen før jeg var fyrre år gammel’.¹⁶ Han blev 40 i 1849. James Moore, der skrev en biografi om Darwin, har denne kommentar, '… på samme måde som hans præstekarriere var afgået ved en langsom ”naturlig død”, var også hans tro gradvist visnet væk’.¹⁷

En umiddelbar effekt af Darwins afvisning af Bibelen, var at han mistede al trøst fra den. Den håbløse sorg der er indeholdt i hans breve til de efterladte, står i skarp kontrast til tidligere kondolenceskrivelser, som citeret ovenfor. I 1851, døde hans elskede datter, Annie, 10 år gammel, af det lægen kaldte ‘feber med karakter af Tyfus’.¹⁸ Charles var fortvivlet, og skrev, ‘vor eneste trøst er, at hun levede et kort, men lykkeligt, liv’.¹⁹ To år senere, hvor en ven havde mistet et barn, var Darwins eneste henvisning til ‘tiden’, der ‘lindrer og dulmer … ens følelser og sorg’.²⁰

Hans forgængeres rollemodel

En overvejende faktor der medvirkede til Charles’ frafald, er værd at lægge mærke til - rollemodellerne i hans far, Robert, og hans bedstefar, Erasmus.²¹ Begge var ‘fritænkere’, så tvivl var et acceptabelt træk i Darwin familien - ikke forstået som ‘en moral krise eller oprør’, men måske mere som ‘en slags værnepligt’.²² I 1838, da Charles blev forlovet med Emma Wedgwood, en meget gudfrygtig unitar, følte Robert behov for at råde sin søn til at skjule sine religiøse skrupler fra sin hustru - i andre hjem diskuterede man ikke den slags.²³

Omgivet, som han var, af ikke-troende, og efter at have fyldt sit sind med litteratur der afviste konceptet med guddommelig dom i jordens historie, funderede Charles, ‘Jeg kan dårligt se hvordan nogen kan ønske at kristendommen er sand, for hvis den er, så synes teksten at vise, at de mennesker der ikke tror, hvilket ville inkludere min far, broder, og næsten alle mine bedste venner, vil blive evigt straffede. Og dette er en fordømt doktrin’.²⁴

Ned i mørket

Turen ned i mørket sluttede ikke her. I 1876 skrev Darwin i sin selvbiografi, ‘Tidligere blev jeg ledt … til en fast overbevisning om Guds eksistens og sjælens udødelighed. I min dagbog skrev jeg, mens jeg stod i de Brazilianske skoves pragt, ”det er umuligt at beskrive de følelser af undren, beundring og andagt der fylder og opløfter sindet”. Jeg kan tydeligt huske min overbevisning om, at der er mere i mennesket end blot åndedrættet. Men nu ville selv de mest fantastiske scenerier, ikke formå at stemme mit sind til samme overbevisning og følelser’.²⁵ I 1880, som et svar til en ligesindet, skrev Charles, ‘Jeg er ked af at måtte informere dig om, at jeg ikke tror på Bibelen som guddommeligt inspireret, og derfor heller ikke på Jesus Kristus som Guds søn’.²⁶ I de sidste år af hans liv, da Hertugen af Argyll foreslog ham, at visse formål set i naturen ‘var en effekt og et udtryk af tanker,' så Charles hårdt på ham og sagde, ‘Det kommer ofte over mig med overvældende kraft, men til andre tider’ og han rystede svagt på hovedet, og tilføjede, ‘synes det at gå væk igen’.²⁷ Omkring samtidig med dette, skrev han til sin gamle ven, Joseph Hooker, ‘Jeg må se frem til Downs kirkegård, som det bedste sted på jorden’.^{28, 29}

Konklusion

Således drev denne tragisk misforståede mand fra en barnlig tro på En der hjalp ham med at komme i skole til tiden, til afgrundsdyb håbløshed og agnosticisme.z³⁰ Mens den kristnes åndelige rejse, er en rejse ud af mørket ind i Kristi fantastiske lys, var Charles Darwins rejse en glidetur ud af evangeliets lys ind i total ‘evigt sort mørke’.³¹

Darwins vantro havde, på samme måde som hos så mange andre i dag, sine rødder i et sind der først afviste Guds åbenbaring i Bibelen, og dernæst var uvillig til at acceptere åbenbaringen af Gud i naturen. Denne åbenbarings tro, bibelske tro, på Herren Jesus Kristus, vil kun holde os vendt mod sandheden, håbet og livet i Gud, og væk fra evolutionisme, humanisme og ateisme, hvis vi tillader den at udøve sin kraft i vore hjerter. Charles Darwins tragedie er, at det gjorde han ikke.

Henvisninger

Life and Letters of Charles Darwin, D. Appleton and Co., New York, 1911, Vol. 1, s. 29. Tilbake.
Ibid, Vol. 1, s. 39 Tilbake.
Ibid, Vol. 1, s. 41. Charles’ bedste fag på Cambridge var Paley og Euclid. Tilbake.
Ibid, Vol. 2, s. 15. (C. Darwin til John Lubbock, 15. november 1859). Tilbake.
Ibid, Vol. 1, s. 153 (C. Darwin til D. Fox, 23. april 1829). Tilbake.
Ibid, Vol. 1, s. 39. Tilbake.
Ibid, Vol. 1, s. 277. Tilbake.
Gertrude Himmelfarb, Darwin and the Darwinian Revolution, Chatto and Windus, London, 1959, s. 54. Tilbake.
Glass, Bentley, Editor, Forerunners of Darwin. 1745–1859. Kapitel af Francis Haber (The Johns Hopkins Press, 1959), s. 259, citeret af Bolton Davidheiser, Evolution and Christian Faith, Presbyterian and Reformed Publishing Co., New Jersey, 1969, s. 60. Tilbake.
Ref. 1, Vol. 2, s. 374. (C. Darwin til Miss Buckley, Sir Charles Lyell’s sekretær, 23. februar 1875). Tilbake.
Ibid, Vol. 1, s. 277. Bemærk: ordene ‘eller en hvilken som helst barbars tro’ i Charles’ oprindelige selvbiografi (skrevet i 1876 til hans familie), blev slettet af hans søn, Francis, efter ønske fra enken, Emma, i den version der blev udgivet efter hans død. Det samme gælder hans syn på Det gamle testamente, nemlig hvad han kalder ‘dets åbenlyst falske verdenshistorie, Babelstårnet, regnbuen som et tegn etc. etc.' (ref. 8, s. 317). den ucensorerede version af selvbiografien, der blev udgivet af Charles’ barnebarn, Lady Nora Barlow, i 1958, indeholdt omkring 6.000 ord der var blevet slettet af Francis og Emma, det meste af det i relation til Charles’ irreligiøse natur, og som ‘måtte blamere navnet Darwin’. (Kilde: Ian Taylor, In the Minds of Men, TFE Publishing, Toronto, 1984, ss. 115 og 449, note 1.) Tilbake.
Se Carl Wieleand, Darwins sande budskab: har du overset det?, Creation magazine, Vol. 14 nr. 4, september - november 1992, ss. 16–18. Også Don Batten, Darwins Beitrag?, Creation magazine, Vol. 17 nr. 4, september - november 1995, s. 25. Tilbake.
Charles Darwin skrev mange andre bøger, hvoraf den mest kendte nok er Descent of Man, og Selection in Relation to Sex, der inter alia omhandler menneskets udvikling, udgivet i 1871. Tilbake.
Ian Taylor, In the Minds of Men, TFE Publishing, Toronto, 1984, s. 126. Tilbake.
Ref. 1, s. 278. underligt nok, fortsatte Darwin, ‘Men jeg var uvillig til at opgive min tro. Jeg er sikker på dette, for jeg kan huske tit og ofte at have dagdrømt om gamle breve mellem distingverede romere, og manuskripter fundet i Pompei eller andre steder, der på den mest slående måde, bekræftede alt hvad der var skrevet i evangelierne. Men jeg fandt det mere og mere vanskeligt, med de muligheder der var givet mig i min fantasi, at komme på beviser der kunne overbevise mig. Derfor krøb vantroen langsom ind over mig, indtil den til sidst dækkede mig helt. Det skete så langsomt, at jeg ikke følte nogen sorg.' Tilbake.
Adrian Desmond og James Moore, Darwin, Michael Joseph, London, 1991, s. 658. Tilbake.
James Moore, The Darwin Legend, Baker Books, Michigan, 1994, s. 46. Tilbake.
Ref. 8, s. 10. Tilbake.
Ref. 1, Vol. 1, s. 348 (C. Darwin til W. D. Fox, 29. april 1851). Tilbake.
Ibid, Vol. 1, s. 355. (C. Darwin til W. D. Fox, 10. august 1853). Tilbake.
Selvom Erasmus døde syv år før Charles blev født, var Charles uden tvivl bekendt med både hans liberale synspunkter, og han skriverier om evolution. Charles læste Erasmus’ bog Zoonomia to gange da han var ung, og ‘endnu en gang efter 10 eller 15 år’ (Ref. 1, vol. 1, s. 34). Tilbake.
Ref. 8, s. 10. Tilbake.
Ref. 15, s. 256. Tilbake.
Ref. 8, ss. 10, 318. Tilbake.
5 Ref. 1, Vol. 1, s. 281. Tilbake.
Ref. 15, ss. 634–35. Tilbake.
Ref. 1, Vol. 1, s. 285 fodnote Tilbake.
Ref. 16, s. 46. Tilbake.
For en oversigt over Darwins næsten livslange sygdomsforløb, se Russell Grigg, Darwins mystiske sygdom, Creation magazine, Vol. 17, nr. 4, september - november 1995, ss. 28–30. Tilbake.
I 1881, ved et møde med Edward Aveling (Karl Marx’s svigersøn) og Ludwig Büchner, sagde Darwin at han foretrak at blive kaldt agnostiker. Ref. 1, Vol. 1, s. 286. Tilbake.
Judas 13. Tilbake.